Teknik- og Miljøudvalget er på møder i november 2017 og marts 2018 blevet orienteret om at Rebild Kommune været i gang med at arbejde med det lokale naturråd. Rådet har haft i alt 7 møder, hvor et møde var en heldagsrundtur til natur- og landbrugsområder i Rebild Kommune. Derudover har der været afholdt to møder i en mindre arbejdsgruppe.
Den 7. juni 2018 blev der afholdt en politisk overlevering af naturrådets anbefalinger til det Grønne Danmarkskort. Fra Teknik- og Miljøudvalget, Rebild Kommune deltog Kim Edberg Andersen samt Anna Osterhof.
Overordnet set vedrører naturrådets anbefalinger:
- Mere nærdemokrati - bedre inddragelse af borgerne og mere oplyst planproces.
- Kvalitet frem for kvantitet - kvalitet bør prioriteres frem for kvantitet.
- Konkrete begrundelser for udpegningerne - de nuværende naturudpegninger i kommuneplanlægningen (f.eks. "Særlige Naturområder" og "Økologiske forbindelser") er begrundet for overordnet, idet de kun er begrundet på kommuneniveau.
Derudover er emnerne naturrådets opgave, virkemidler, konflikt mellem ammoniakregulering og planlægning for Grønt Danmarkskort, biodiversitet og naturkvalitet i by og private haver samt kvalificering af udpegningerne blevet diskuteret til møderne samt i naturrådets skriftlige overlevering. Emnerne er ikke en del af naturrådets anbefalinger.
Overordnet set har naturrådet udtrykt stor utilfredshed med rammerne for naturrådets arbejde, særligt den korte arbejdsperiode (et halvt år) samt opgavens kompleksitet. Disse frustrationer har fyldt i naturrådets arbejde og naturrådet ønsker at gøre opmærksom på dette problem. Yderligere blev manglende økonomi til konkrete forbedrende indsatser indenfor Grønt Danmarkskort kritiseret. Indsatserne vil i høj grad bero på kommunernes egne midler eller fondsmidler til at opnå realisering.
I forhold til ammoniakregulering og planlægning for Grønt Danmarkskort er ammoniakreglerne i Husdyrloven ofte en barriere for naturpleje i nærheden af husdyrbrug, selv for husdyrbrug med dyr, der afgræsser naturområder. Dermed er denne lovgivning også en barriere for realiseringen af Grønt Danmarkskort. Det skyldes, at naturudpegninger i kommuneplanen forstærker beskyttelseskravet over for ammoniakpåvirkning, således at prioriterede naturområder skal beskyttes i højere grad end områder, der ligger uden for udpegningerne. Der er derfor brug for at undersøge, om husdyrloven administrerer naturbeskyttelsen med hensyn til ammoniak for stramt. Mulighed for en større nuancering af vurderingerne (inklusive naturpleje) kunne være en vej frem. Fx at der blev lagt mere vægt på plejebehovet for områderne.
Hovedfokus for arbejdet, fra statslig side, har været det åbne land. Naturrådet mener også, at der bør arbejdes for Grønt Danmarkskort i byerne, for at sikre bedre og mere natur med høj biodiversitet.
Center Natur og Miljø forudser, at udpegningen af det Grønne Danmarkskort i kommuneplanen vil blive en betydelig opgave, hvor naturrådets anbefalinger indgår som en del af processen.
Det lokale naturråds samlede og uddybende anbefalinger ses af bilag.
Nærmere info vedr. det lokale naturråd i forhold til medlemmer, dagsordener, referater mm. ses her: https://www.aalborg.dk/politik/udvalg-raad-og-naevn/raad/naturraad-3-himmerland