Rebild Kommune er forpligtet, gennem statens Vandområdeplaner, til at lave indsatser overfor ejendomme i det åbne land med direkte spildevandsudledning til vandløb. Miljøstyrelsen har d. 24. marts 2021 anmodet Rebild kommune om en plan for hurtig opfølgning på de resterende indsatser på spildevand i det åbne land.
I Rebild kommune er vi forpligtet til at lave indsats overfor 325 ejendomme. Forvaltningen har tidligere sendt en række spørgsmål til Miljøstyrelsen, dels i forhold til at nogle af de udpegede områders vandløb har opnået målopfyldelse og dels at andre områders manglende målopfyldelse formodes at skyldes fælleskloakerede områder. Her er en separatkloakering af området eneste måde at opnå målopfyldelse for vandløbet. En del af ejendommene i det åbne land ligger i mindre landsbyer, som er udlagt i Rebild kommunes spildevandsplan, som områder der kunne kloakeres.
De 325 ejendomme fordeles efter ovenstående således:
Ejendomme med indsats i alt
|
325
|
Ejendomme i områder, hvor vandløbet har opnået målopfyldelse og indsats derfor ikke er nødvendig
|
92
|
Ejendomme i områder, der har behov for yderligere afklaring i samarbejde med forsyningen
|
32 (+10)
|
Ejendomme, hvor forvaltningen skal lave en indsats
|
181 (+10)
|
Rebild Kommune har entreret med en kloakmester, som vil undersøge de første ca. 50 ejendomme som et pilotprojekt, for at sikre korrekt fremgangsmåde. Efterfølgende vil Rebild Kommune lave udbud for undersøgelsen af de resterende ca. 130 ejendomme, som forventes udført. Opfølgningen på de ca. 180 ejendomme forventes gennemført inden udgangen af 2023, hvor Rebild Kommune vil have meddelt de ejendomme med direkte udledning til vandløb påbud om forbedret spildevandsrensning.
For de områder som kræver yderligere afklaring, vil forvaltningen indgå i dialog med forsyningen om hvilke indsatser der skal iværksættes for at opnå målopfyldelse. Afklaringen forventes afsluttet inden udgangen af 2021, hvorefter en konkret plan for indsatserne vil kunne besluttes. Noget af det der skal undersøges er om området er bedre løst ved en kloakering af området i stedet for en individuel spildevandshåndtering. Nogle af disse områder er også udpeget i spildevandsplanen, som mulige områder for kloakering i det åbne land.
Miljøstyrelsen har som nævnt anmodet kommunen om en tidsplan for indsatsen i det åbne land og forvaltningen vil besvare denne henvendelse med afsæt i ovenstående. Forvaltningen kan forudse at planen måske ikke lever op til Miljøstyrelsens forventning om en hurtig opfølgning. Det er dog en stor opgave, med økonomiske konsekvenser for på private lodsejere og forsyning, og derfor lægger forvaltningen uanset Miljøstyrelsens forventninger, op til den beskrevne proces for opfølgning.