
Grundejerforening og vejlaug
På denne side kan du finde oplysninger om hvordan du skal forholde sig, hvis du skal have oprettet en grundejerforening/vejlaug eller have info omkring vedtægter.
Mange steder i Rebild Kommune er der oprettet grundejerforeninger. Nogle steder er medlemskab af grundejerforeningen frivillig, andre steder forpligter den gældende lokalplan eller en tinglyst deklaration de enkelte grundejere til at være medlem.
Grundejerforeningen kan i det pågældende område have opgaver som består i at varetage drift og vedligeholdelse af eventuelle private fællesveje, interne stier, fællesarealer og fælles anlæg.
-
En ny grundejerforening skal etableres på en stiftende generalforsamling.
Alle grundejere skal også med et rimeligt varsel have modtaget et udkast til vedtægter eller kommunens vedtægtsskabelon, så de har haft en reel mulighed for at forholde sig til indholdet.
På den stiftende generalforsamling har grundejerne flere muligheder:
De kan eksempelvis vælge at vedtage vedtægterne for grundejerforeningen.
De kan også vælge, at udpege en initiativgruppe, en midlertidig bestyrelse eller en midlertidig formand, som får til opgave at lave et udkast til vedtægter og indkalde til en generalforsamling på et senere tidspunkt, hvor vedtægterne kan blive vedtaget.
De vedtagne vedtægter bør underskrives af enten dirigenten på generalforsamlingen eller af bestyrelsesmedlemmerne (eller begge dele), så der ikke hersker tvivl om, hvad der er blevet vedtaget.
Når grundejerne har vedtaget vedtægterne, skal der vælges en bestyrelse m.v. efter de spilleregler, som fremgår af vedtægterne.
-
Skal kommunens vedtægtsskabelon følges?
Grundejerforeningen er på ingen måde forpligtiget til at følge kommunens vedtægtsskabelon til punkt og prikke, men det er en god idé at tage udgangspunkt i denne, da der er taget højde for de fleste spørgsmål en grundejerforening skal tage stilling til.
Dertil kommer også, at der er nogle forhold i vedtægtsskabelonen, som Rebild Kommune mener, er vigtige for at en grundejerforening kan fungere på en demokratisk og betryggende måde, at de skal medtages med den formulering, der fremgår af skabelonen. Eller som minimum en tilsvarende formulering.
Foreningen er altid velkommen til at kontakte kommunen, hvis foreningen overvejer at skrive noget andet, eller mindre, end det, som står i skabelonen, og ønsker en forhåndstilkendegivelse af, om kommunen vil godkende det.Hvordan, hvornår og af hvem skal vedtægterne godkendes?
Vedtægterne skal efter lokalplanen eller deklaration godkendes af kommunen.
Vedtægterne kan enten blive godkendt inden vedtagelsen på generalforsamlingen (forhåndsgodkendelse) eller efter vedtagelsen.
Hvis vedtægterne fraviger fra den vedlagte skabelon anbefales det at grundejerforeningen opnår en forhåndsgodkendelse inden generalforsamlingen.Endelig godkendelse af vedtægter
Når vedtægter er endelig vedtaget på generalforsamlingen, sendes de indscannede originale vedtægter med bestyrelsens underskrift på mail til Rebild Kommune til endelig godkendelse.
Det er en god idé samtidig at vedhæfte referatet fra generalforsamlingen. Når kommunen har godkendt vedtægterne, sender vi godkendelsespåtegningen til jer på mail.
Når der i en deklaration eller lokalplan står, at Rebild Kommune skal godkende vedtægter/vedtægtsændringer, sker dette i Center Plan, Byg og Vej, Hobrovej 110, 9530 Støvring eller mail til PBV@rebild.dk
Rebild Kommunes udkast til standardvedtægter for grundejerforeninger kan findes her:
-
Ændringer i forhold til eksisterende grundejerforeningers vedtægter sendes til forhåndsgodkendelse på mail til Rebild Kommune inden afholdelse af generalforsamling.
Det er en stor hjælp, hvis foreningen kort beskriver, hvilke præcise bestemmelser der ønskes ændret og vedhæfter kopi af tidligere godkendte vedtægter.
-
Grundejerforeningen sørger selv for eventuel tinglysning af de godkendte vedtægter. Vi stiller som udgangspunkt ingen krav om tinglysning (undtagelse spildevandslaug).
Vi kan ikke tilbyde hjælp til tinglysning.
Foreningen skal have oprettet et CVR. nr. til brug for tinglysning.
I kan oprette et CVR. nr. på www.virk.dk
Du kan selv tinglyse via www.tinglysning.dk
Vejledning findes på www.tinglysningsretten.dk -
Kommunen anbefaler, at der oprettes et vejlaug for den enkelte private fællesvej, eller ved en sammenslutning af veje. Herved kan man bedre håndtere det vedligeholdelsesansvar, som den enkelte grundejer er pålagt. Et vejlaug giver også mulighed for, at man i fællesskab kan opspare en kapital, så den enkelte grundejer ikke får en meget høj regning, når der engang skal ny belægning på vejen eller udskiftes vejbrønde.
Oprettelse af et vejlaug er ikke obligatorisk og er ikke fastlagt i lovgivningen. Hvis en grundejer ikke vil være medlem, kan vejlauget ikke tvinge vedkommende til at betale til fællesskabet.
Vejlauget eller grundejerforeningen kan beslutte sig for at få foretaget tinglysning på ejendommene, hvis alle kan tilslutte sig.
-
Hvordan finder jeg ud af, om der er en grundejerforening i mit boligområde?
Hvis du har pligt til at være medlem af en grundejerforening, vil dette fremgå af en lokalplan eller en tinglyst deklaration på din ejendom. Hvis du skal finde en lokalplan for dit boligområde, så er der flere måder at finde dem på:
• Rebild Kommunes digitale lokalplanportal
Køber du hus et sted, hvor der er en grundejerforening, bør sælger eller ejendomsmægler altid vise dig vedtægterne, referater fra generalforsamlinger, budgetter og regnskaber.
Hvem tager første skridt til stiftelse af en grundejerforening?
Grundejerne/udstykker tager selv skridtet til stiftelse af en grundejerforening.
Er der tale om en privat udstykning, skal I selv sørge for det. Hvis der ikke oprettes en grundejerforening, kan Rebild Kommune dog som myndighed kræve, at det bliver gjort
Hvis du har købt grunden af Rebild Kommune som udstykker, tager vi initiativ til stiftelse af grundejerforeningen.
Hvad gør vi i grundejerforeningen, hvis en beboer ikke vil være medlem og måske undlader at betale medlemskontingent?
Hvis et medlem af grundejerforeningen ikke følger foreningens vedtægter eller beslutninger, kan grundejerforeningen gennemføre en civil retssag mod vedkommende.
Dette gælder også hvis medlemmer undlader at betale kontingent.
Vi yder ikke bistand til opkrævning af kontingent eller til inddrivelse af restancer.Skal Rebild Kommune have oplysninger om formand?
Rebild kommune vil gerne have kontaktoplysninger sendt pr. mail til:
Hvor meget rådgiver kommunen i øvrigt i forhold til arbejdet i grundejerforeninger?
Vi bistår i et meget begrænset omfang. Vi kan derfor ikke hjælpe jer i forbindelse med eventuel intern uenighed i foreningen.